Evaluering af arbejdet med den pædagogiske læreplan
Arbejdet med den pædagogiske læreplan
”Lederen af dagtilbuddet er ansvarlig for at etablere en evalueringskultur i dagtilbuddet, som skal udvikle og kvalificere det pædagogiske læringsmiljø.”
”Med evalueringskultur i dagtilbuddet forstås, at lederen har ansvar for, at det pædagogiske personale og ledelsen løbende forholder sig refleksivt til, hvordan de pædagogiske læringsmiljøer understøtter børnegruppens trivsel, læring, udvikling og dannelse.”
Den styrkede pædagogiske læreplan, Rammer og indhold, s. 50-51
Hvilke dele af vores pædagogiske læringsmiljø har vi særligt haft fokus på over de sidste 2 år?
Vi har over de sidste 2 år særlig haft fokus på, hvordan vi arbejder med at videreudvikle vores samarbejde på tværs af stuerne i både vuggestuen og børnehaven og med indretning af rummet som et pædagogisk redskab.
Hvordan har vi organiseret vores evalueringskultur?
Vi har et punkt på vores dagsorden til P-møder, som har til formål er at vidensdele positive såvel som negative pædagogiske erfaringer fra planlagte, udførte og evaluerede pædagogiske forløb. Disse erfaringer er nedskrevet i mapper som hver enkelt stue er ansvarlig for. Vi har udviklet et refleksionsskema og et handleplansskema inspireret af aktionslæring, som vi løbende benytter til at starte nye forløb/have særligt fokus på noget, vi undrer os over/har brug for at have særligt fokus på (eks. Hvordan vi inkluderer et barn).
Hvordan har vi arbejdet med vores lokale skriftlige læreplan?
Vi har løbende arbejdet med, hvordan vi kan videreudvikle vores skriftlige læreplan, som en grundpille i vores pædagogiske refleksioner. Dette konkret gennem de emner, vi har taget op på vores faglige pædagogiske lørdage og generelt på vores personalemøder.
Evaluering og dokumentation af elementer i det pædagogiske læringsmiljø
”Lederen er ansvarlig for, at arbejdet med den pædagogiske læreplan evalueres mindst hvert andet år med henblik på at udvikle arbejdet. Evalueringen skal tage udgangspunkt i de pædagogiske mål og herunder en vurdering af sammenhængen mellem det pædagogiske læringsmiljø i dagtilbuddet og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Evalueringen skal offentliggøres.
Lederen af dagtilbuddet er ansvarlig for at sikre en løbende pædagogisk dokumentation af sammenhængen mellem det pædagogiske læringsmiljø og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Den pædagogiske dokumentation skal indgå i evalueringen.
Som led i at kunne evaluere sammenhængen mellem det pædagogiske læringsmiljø i dagtilbuddet og børnegruppens trivsel, læring, udvikling og dannelse kan der fokuseres på elementer i det pædagogiske læringsmiljø. På den ene side fx, hvordan børnesynet, børneperspektivet og arbejdet med dannelse kommer til udtryk i det daglige pædagogiske arbejde, og på den anden side eksempelvis:
▪ Børnegruppens trivsel og læring
▪ Børn i udsatte positioners trivsel og læring
▪ Tosprogede børns trivsel og læring
▪ Det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Fokus på enkelte elementer kan bidrage til at kvalificere evalueringen af sammenhængen mellem det pædagogiske læringsmiljø og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Hvad var formålet med den evaluering, vi gennemførte?
Hvad var det I var nysgerrige på eller der udfordrede jer? Dette er trin 1 i evalueringscirklen.
Vi havde igennem en længere periode overbelægning i vores 3 børnehavegrupper. Her blev vi nysgerrige på, hvordan vi kunne arbejde med indretning, brug af farver etc. som en del af at skabe flere tilgængelige rum og læringsmiljøer for vores børn. På flere af børnehavestuerne har vi desuden børn i udsatte positioner og her blev vi nysgerrige på, hvordan vi kan bruge indretning til at skabe læring og trivsel for de børn og for resten af børnegruppen. Her har vi blandt andet søgt fonde og viden fra disse fonde, hvor vi også er blevet vejledt i forhold til, hvilke behov disse børn har, så vi har kunnet kvalificere vores indretning yderligere indenfor en ramme som selvfølgelig skal kunne rumme alle børn.
Hvilken pædagogisk dokumentation har vi indsamlet i arbejdet med den gennemførte evaluering?
Her beskriver I kort den dokumentation af det pædagogiske læringsmiljø, I har indsamlet i forbindelse med evalueringen. Pædagogisk dokumentation kan bestå af en vifte af forskellige måder at beskrive børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse på, fx praksisfortællinger, fotos, observationer, videooptagelser, screeninger, relationsskemaer, børneinterviews, tegninger. Indsamling af pædagogisk dokumentation er trin 2 i evalueringscirklen. Har I under evalueringen skrevet på en planche eller lignende, kan I indsætte et billede.
Til at understøtte vores forløb, anvendte vi et (refleksions) skema, til at skitsere og tydeliggøre formålet. I denne dokumentation var der endvidere nedskrevet hvordan forløbet praktisk skulle udfoldes samt hvilke resultater vi forventede ville ske. Vi oplevede at børnene løbende fandt ro i den de nye læringsmiljøer på stuen. Børnenes evne til selv at løse deres konflikter blev markant bedre, og det afspejlede sig i længerevarende lege og mindre behov for voksenhjælp i konfliktsituationer.
Her forskellige eksempler på, hvordan vi har arbejdet med inddragelse af børn i vores fællestemaer på tværs af stuerne og med indretning, flytning af væg og brug af farver.
Hvad lærte vi om sammenhængen mellem vores pædagogiske læringsmiljø og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse?
Vi blev mere bevidst om vigtigheden af løbende at justere vores indretning af legemiljøer. Vi fastholdt et skarpere fokus på processen, fordi den var nedskrevet og genbesøgt til stuemøder. Dette samme gælder i forhold til arbejdet på tværs, her har vi lært hvor vigtigt det er, at vi løbende dokumenterer, så vi kan genbesøge og videreudvikle forskellige forløb.
Hvilke ændringer og/eller justeringer af praksis gav evalueringen anledning til?
Ændring i systematikken ift evaluering af praksis. Vi har siden det beskrevne forløb, prioriteret at hvert P-møde skal indeholde et punkt, hvor vi forholder os til igangværende pædagogiske forløb (nedskrevet i refleksionsskemaet), så vi opnår en systematik i vores evalueringskultur. Under det samme punkt har vi mulighed for at igangsætte nye forløb som så skal evalueres til det kommende møde. Det vil typisk foregå på stuemøder med mulighed for at fremlægge resultater på afdelingsmødet.
Inddragelse af forældrebestyrelsen
Hvordan har vi inddraget forældrebestyrelsen i evalueringen af den pædagogiske læreplan?
På de 4 årlige bestyrelsesmøder drøfter vi med bestyrelsen de tiltag vi har haft fokus på i vores pædagogiske praksis. Vi har eksempelvis også inddraget bestyrelsen i vores arbejde med indretning og arbejdet på tværs af stuerne. Vi har løbende en konstruktiv dialog med bestyrelsen og forældrene generelt omkring, hvordan vi eksempelvis ønsker, at forældrene kun i begrænset omfang kommer ind på stuerne, da det ellers forstyrrer børnenes lege. Her har vi eksempelvis fokus på tydelige afhentnings- og bringesituationer, opdeling i legezoner på legepladsen etc. Disse ting skriver og taler vi løbende om på vores bestyrelsesmøder.
Det fremadrettede arbejde
”En systematisk og udviklende evalueringskultur er central for den løbende udvikling af den pædagogiske praksis, og målet er bedre pædagogiske læringsmiljøer for børnene gennem en systematisk evalueringskultur og en meningsfuld og udviklende feedback til det pædagogiske personale.”
Den styrkede pædagogiske læreplan, Rammer og indhold, s. 50-51
Hvilke områder af vores pædagogiske læringsmiljø vil vi fremadrettet sætte mere fokus på?
Muligheden for at bruge refleksionsskemaet som værktøj til at have løbende fokus på et udvikle forskellige områder af vores pædagogiske læringsmiljø, har vist sig at være en gave ift at opretholde systematikken i evalueringen af vores pædagogiske praksis. Vi har siden starten anvendt skemaet på flere og flere områder med stor succes.
Hvordan vil vi justere organiseringen af vores evalueringskultur?
For at sikre fagligheden og opfølgningen på vores pædagogiske mål, er det vores ambition at fastholde prioritering af evalueringen. Siden vi har indført en fast drøftelse af pædagogiske forløb til P-møder, har det kastet nogle positive erfaringer af sig. Vidensdelingen er værdifuld fordi den fungerer som et fælles udgangspunkt for at diskutere/drøfte om vi reelt set opnår det pædagogiske resultat som vi ønsker. Samt at udveksle erfaringer med andre grupper/stuer. Det er her afgørende at der er fastsat tidspunkter hvor vi har mulighed for at evaluere.
Hvordan har eller vil vi på baggrund af denne evaluering ændre og/eller justere vores skriftlige pædagogiske læreplan?
Fremadrettet; Vi har sat arbejdet med vores pædagogiske læreplan ind i vores årshjul og vil i starten af 2025 arbejde med at skrive vores nyeste tiltag ind i den. Her vil vi også skrive ind, at vi arbejder med omsorgsgrebet og hvordan. Vi har planlagt et oplæg for forældrene om samme emne på vores forældremøde i oktober og vil ligeledes skrive ind, hvilke erfaringer vi gør os med samspillet med forældrene i forhold til dette. Her vil vi også skrive frem i vores pædagogiske styrkede læreplan, hvordan vi bruger vores relation med efterfølgende handleanvisning pædagogisk i samspillet mellem voksne og børn, som grundlag for rummende, nærværende pædagogik med øje for børnenes udvikling og trivsel.
Her vil fokus være at at sikre en overensstemmelse mellem det, vi skriver vi gør og det vi gør.
Ligeledes vil vi også skrive arbejdet med indretning af rummet som pædagogisk redskab ind i vores pædagogiske læreplan
Vi talte ved sidste tilsyn om, hvordan vi kan arbejde med indretningen af det pædagogiske rum. På sidste pædagogiske lørdag fik vi ny inspiration gennem oplægget ’Rum til magi’, som gav os ideer til at arbejde med vores indretning på mange forskellige planer. Her har vi lavet flere nye tiltag, indretning af børnecafe, flytning af mur, maling af vægge, møbler etc, fokus på tydelige legeområder, skærmning mm, se fotodokumentation i starten af dokumentet.
Vores fortsatte arbejde i fællesskaber på tværs i institutionen og i mange forskellige konstellationer skal ligeledes skrives tydeligt frem, når vi i starten af 2025 arbejdere videre med vores læreplan. Det er noget, vi har haft fokus på, og som har skabt et rigtig givende samarbejde og en rød tråd på tværs af stuer og afdelinger, som dokumenteret tidligere med billeddokumentation.